1. Valg af hæk
Barrodsplanter der kommer uden potte, og i størrelsen 50-80 cm er den billigste måde at etablere hæk på. Her er de to mest populære hækplanter bøg og liguster. Liguster er delvis stedsegrøn – dvs. der skal komme meget hård frost før den smider bladene om vinteren. Bøg har den fordel, at de visne blade bliver siddende hele vinteren, og først smides når de nye bryder frem om foråret. Køber du planterne som små, vil de vokse betydelig hurtigere end større planter. Bøg: 30-50 cm om året, og liguster: 25-35 cm om året, vel at mærke hvis de gødes og vandes optimalt. Laurbær kirsebær er de seneste år bevet en ny favorit i de danske haver. Den har store frodige stedsegrønne blade, og vokser godt 40-60 cm om året. Den sælges oftest i potte, og her skal man ikke bruge så mange pr. meter.
Liguster: 3-4 planter pr. meter
Bøg: ca 3-4 planter pr. meter
Laurbær kirsebær: 2-3 planter pr. meter
Uanset hvilken hækplante du vælger, er det vigtigt at vande og gøde for at få succes, så sæt dig godt til rette, og læs hvordan du får succes ved at gøde og vande din hæk.
2. Jordbund og dække til din hæk
Med mindre du bor i kystområde med sandet jord, eller har meget tung lerjord, kan de fleste hækplanter klare sig i haven. Vil du undersøge din jord, kan du gå ud og tage en håndfuld op i hånden. Kan du trykke den sammen, så den danner en klump har du en leret jord. Smuldrer jorden mellem dine hænder, og kan den ikke samles, har du en sandet jord. Der er mange grader af sandjord og lerjord indenfor dette spekter, så er du i tvivl, så spørg i dit lokale havecenter.
Sådan planter du din hæk:
- Fjern al ukrudt fra området
- Grav en lige rende på 40cm bred og mindst 50 cm dyb
- Vend jorden i renden så det bliver løst. Bland evt jordforbedring i, hvis du har meget leret, eller meget sandet jord.
- Læg planterne i renden der hvor de skal stå, er fordelingen ok, fyldes renden med jord så planterne står lige op, og alle rødder er dækket. Planterne må ikke stå dybere end hvor rødderne begynder på stammen.
- Tryk jorden godt til rundt om planterne så de står godt fast.
- Vand grundigt de første 2 forår/somre.
Barrodsplanternes rødde må ikke tørre ud, derfor er det bedst at plante så snart man har hentet sine hækplanter. Af samme grund anbefales det at plante i efteråret, hvor planterne har korteste vej fra leverandør til dig. Så er du sikker på de ikke har mistrivedes under evt. opbevaring.
Den første sommer efter du har sat din nye hæk, er afgørende for, om din hæk bliver godt etableret. Her er det vigtigt at vande, men hvis du ikke er sikker på om du får det gjort, kan du hjælpe dig selv ved at ligge træflis eller jordforbedring på jorden mellem planterne. Det holder ukrudt væk, og holder på fugten så dine hækplanter ikke tørrer for hurtigt ud. Jordforbedring har også den fordel, at det gøder hækken samtidig, altså 3-i-en løsning. Nogen bryder sig ikke om træflis-looket, og her kan jordforbedring også anbefales, da det er sort som jorden.
3. Vand og gødning
Er det nødvendigt at vande sin hæk, hvis man har plantet den i det våde efterår? Er den så ikke etableret når sommeren kommer? Faktisk kan du udskyde vandingen ca. 14 dage hvis du planter i efteråret i stedet for foråret. Men det betyder ikke at du slipper for at vande. De bedste tidspunkter at vande på dagen er tidlig morgen, eller aften. Der får planterne mest ud af vandet da solen ikke er varm, og planternes fordampning derfor mindre. Hvis du vander med vandkande, skal hvert træ eller busk bruge omkring 20l vand, 2 gange ugentligt for at det når ned til de dybeste rødder. Vælger du at lægge en siveslange ud, skal du lade siveslangen vande i mindst 4 timer før din hæk har fået en grundvanding. Vanding med siveslangen er mest effektiv, hvis slangen ikke er mere end 15m lang. Vanding med vandkande er hårdt og tidskrævende, men mere præcist, mens siveslangen skal flyttes hvis din hæk er længere end 15 meter.
Gødning er godt for at få en sund og velvoksende hæk. Er planterne sunde, er de også mere modstandsdygtige overfor sygdomme og eventuelle skadedyr. Vil du ovenikøbet gøre noget godt for mikrolivet i jorden, skal du vælge en organisk universalgødning. Universalgødning er et fint valg, uanset hvilken hæk du har. Organisk gødning kan være problematisk hvis du har hund, da de vil finde det meget spændende pga. lugten. Dette er dog ikke tilfældet med jordforbedring fra Champost, der er fremstillet af komposteret hestemøg(og muligvis andre mærker med komposteret indhold). Indholdet er nedbrudt nok til, at det ikke tiltrækker de firbenede. Denne type gødning gavner dine planter på flere måder, da jordforbedring også holder ukrudt væk hvis det lægges i et lag på mindst 7 cm, og samtidig holder på fugt i jorden. Alt afhængig af vejret, har planterne brug for gødning ved løvspring. Det vil sige sidst i marts til først i april hvis ikke der er frostvejr. Du kan med fordel gøde endnu en gang i juni-juli for at give dem et ekstra boost inden planterne skal i vinterhi igen.
4. Klipning af din hæk
En bøgehæk kan godt beskæres ved sidegrenene allerede første sæson. Det vil gøre den tættere. Klipper du toppen, vil det hæmme væksten i højden, derfor anbefales det at vente, til hækken har nået den ønskede højde. Der er mange forskellige meninger om, hvornår det bedste tidspunkt er at klippe hækken. Nogen gør det inden løvspring i marts-april, mens andre klipper deres hæk omkring Sankt Hans. Har du en ligusterhæk, der skal holdes stramt, er det nødvendigt med mere end én klipning. Efter august og resten af året, begynder planterne at forberede sig på vinter, derfor er det ikke en god ide at klippe hækken fra september-december.
Ting der kan skade din nye hæk:
- Store træer og buske tæt på, der tager næring og lys
- Angreb af skadedyr
- Mangel på vand
- For meget vand
- Mangel på gødning
- Ukrudt
- Ved stedsegrønne hække – hård frost.
Hækplanter klarer sig bedst mod skadedyr hvis planterne er sunde og gødet korrekt. Spørg os når du kommer forbi hvis du har nogle af de nævnte problemstillinger med din hæk, så hjælper vi dig godt videre.
God fornøjelse!