Sommerens nyhedsbrev

Sommervejr og -saft
Det skønne varme vejr rykker på de tidspunkter, hvor blomsterne normalt springer ud, og det betyder, at vi allerede nu kan høste og lave de lækreste ting fra planterne i haven. Der er tale om ganske små projekter, som ikke tager lang tid, så hold en pause med vanding og lugning, og nyd alt det haven kvitterer med.

Hyldeblomstsaft
Hylden vokser vildt langs grøfter og i hegn, men den er jo en fantastisk prydplante, så du kan sagtens plante den i din egen have – så er du sikker på at kunne høste skærme og måske bær, uden at de er påvirket af udstødningsgas fra bilerne på vejene.

Opskrift
1. Høst 30 – 40 skærme og ryst dem, så der ikke sidder insekter og dyr
2. Klip så meget af stilkene af, som muligt – de er nemlig lidt bitre
3. Fyld blomsterne i et glas eller i en skål
4. Skær 1 – 2 økologiske citroner i tynde skiver og læg ved blomsterne
5. Kog en lage af 1 l vand tilsat 500 g sukker og 2 spsk. citronsyre
6. Hæld lagen over blomster og citronskiver

Stil blandingen køligt i 2 – 4 dage og sigt nu blomster og citronskiver fra. Smag saften til og tilsæt evt. ekstra sukker. Hæld på rengjorte glas og nyd den herlige saft på de varme dage.

Rabarbersaft og sirup
Høst rabarber inden de bliver alt for slappe – helst inden Sankthans. Skær stænglerne i ca. 5 cm store stykker og kog med vand og vanilje. Efter ca. 10 min. er rabarberne møre og du kan hælde saften gennem en sigte. Tilsæt sukker og kog saften op igen.

Opskrift:
500 g rabarber
1 l vand
1 vaniljestang (flækkes og kornene skrabes ud – kog vaniljestænglen med)
ca. 2,5 dl sukker

Rabarbersirup
Mål 2 d rabarbersaft og tilsæt 1 dl sukker og lad væsken koge indtil den begynder at tykne.

Rosens uge starter d. 25. juni 

Havens roser viser sig fra deres bedste side, og planterne står flotte og klar til blomstring – ja mange af roserne er allerede i fuldt flor. Det gælder især de historiske roser og buskroserne, som er vildt flotte med blomster og knopper i hundredvis.

I havecentrene landet over fejrer vi rosen i den sidste uge af juni. Havecentrene bakker op om Det Danske Rosenselskabs rosenuge, som i flere år har været et fast arrangement. I år har Det Danske Rosenselskab ekstra travlt, for de er værter ved World Rose Convention, som starter d. 29. juni og varer i fem dage.

Sådan får du flotte roser i haven

  1. Plant altid i frisk havejord uden store sten og rodukrudt. Tilsæt rosenjord ved plantningen
  2. Placér planterne i fuld sol og med masser af luft omkring
  3. Plant roserne 8 – 10 cm under podestedet
  4. Vand grundigt når du planter, og følg op på vandingen i tørre perioder
  5. Gød med rosenrødning omkring d. 1. i hver af følgende måneder: april, maj, juni, juli og august
  6. Får planterne bladpletter, så brug en bladgødning, som forstærker bladenes immunforsvar
  7. Klip de visne blomster af
  8. Beskær først roserne om foråret når forsytiabusken blomstrer

PS Hvis du har lyst til at forlænge duften af rosenblade, så er det supernemt at lave rosenvand:

Rosensaft – rosenvand
Høst 1 l kronblade af duftende roser.
Tilsæt 1 l vand og lad blandingen koge i ca. 10 min.
Hældes gennem en sigte og opvarmes på ny tilsat ca. 150 g sukker, kornene fra 1 stang vanilje og saften af 1 citron.

Kan bl.a. bruges til at lave glasur eller som bidrag i drinks

 

FACEBOOK statements eller små hurtige beskeder

# Daglig vanding af alle nyudplantede planter. Både træer, buske, stauder, roser, sommerblomster og køkkenhavens planter skal vandes dagligt, når der ikke er nogen nedbør. Vand altid tidlig morgen eller sen aften – her er vandspildet mindst

# Pæonerne står på deres højeste, så det er nu du skal klippe de flotteste buketter, for sæsonen ser desværre ud til at blive ultrakort i år

# Bind stauder op, hvis de bliver for lange og risikerer at vælte. Nogle stauder er så tørkeramte, at de ”falder ud”, så her er det også muligt at redde dem med opbinding (og vand)

# Vinranken, tomatplanterne og agurkerne i drivhuset gror og skal tøjles. Agurkeplanterne må gerne danne sideskud, men du skal standse dem efter 2 – 3 agurker – ellers overbelastes planten

# Græsplænen er mange steder mere brun end grøn. Græsset er standset med at vokse, så du skal være nænsom, når du klipper. Sæt klippehøjden på det højeste og vent på at græsset igen går i gang med at gro (når der kommer regn)

# Find skyggesteder og flyt havemøblerne hen, hvor der er svalt. Værn om havens træer, som i det solrige vejr er blevet en mangelvare

# De første jordbær modnes, og der er mange på vej. Vand gerne planterne et par gange hver uge, så bliver bærrene rigtig flotte

# Skynd dig at høste rabarber til saft, kager eller frys nogle poser ned. Snart trækker planterne deres næringsstoffer tilbage til rodknolden, og så er stænglerne ikke længere anvendelige

# I staudebedet er akelejer og akelejefrøstjerner ved at blomstre af. Nu dannes frøstande, så hvis du ikke ønsker selvsåning, skal du klippe dem af

# Blåpuder og andre tidligtblomstrende stenbedsplanter er færdige med at blomstre, så det er nu du kan klippe dem, så de bevarer den kompakte form