Havetips uge 48

Tid til haven

Af: Marianne Bachmann Andersen

Starten på et nyt år  

På søndag starter et nyt år – kirkeåret. Det er første søndag i advent, og det betyder ”Herrens komme”. I fire uger venter vi på Jesu fødsel, og det fejre vi hver søndag ved at tænde et lys i adventskransen. Vi har ikke altid brugt tid og penge på at lave grankranse og tænde lys – det er en tradition, som først for alvor blev brugt under 2. verdenskrig, hvor det symbolske i at tænde levende lys havde stor betydning.

Kommer fra Tyskland
Adventstraditionen kommer oprindeligt fra vores naboer sydover. Da Danmark tilbage i starten af sidste århundrede havde landegrænsen nordligere, end vi kender den i dag, så indførtes adventstraditionen i Sønderjylland. Genforeningen i 1920 førte derfor helt automatisk adventskransen til Danmark, men det var først en udbredt skik, da Danmark blev besat af tyskerne i 2. verdenskrig.

Vidste du, at advent kan falde mellem d. 27. november som det tidligste og d. 3. december som det seneste? Det skyldes, at der skal tælles fire søndage op til d. 25. december. De år, hvor juleaften falder på en søndag, så falder 4. advent samme dag.

Mange udgaver
I min barndom var kransen meget traditionel med ædelgran og hvide eller røde bånd. I dag er der utrolig mange forskellige udformninger af adventskransen, som ikke engang behøver at være en krans, der hænger ned fra loftet i en krog. Der er stor aktivitet i de kreative værksteder, og en adventsdekoration har både gran, kogler, tørrede blomster, friske blomster, bær, kugler og alt, hvad man synes den skal have. De fire lys er dog stadig en bærende del, og traditionen med at tænde dem hver søndag op til jul er en dejlig skik.

Inspiration i dit havecenter
Klippegrønt, tørrede kogler, lav, tørrede blomster – der er masser af materiale at finde i dit lokale havecenter, som også selv giver deres bud på, hvordan det kan se ud, når kreativiteten slippes løs, og den traditionelle adventskrans bliver udfordret.

Juleroser til krukker og pryd    
En af denne årstids yndlingsblomster skyder frem fra julerosens mørkegrønne blade. Blomsterne folder sig ud fra blomsterstængler, hvor buttede knopper gemmer på de skønne og særdeles dekorative blomster.

Helleborus niger er en meget tidligtblomstrende vinterstaude, der har en kraftig rodstok, hvorfra blomsteranlæggene er klar til afgang omkring december. Juleroser er forholdsvis nemme at drive, hvilket er forklaringen på, at havecentrene kan tilbyde dem i fuldt flor, mens dem hjemme i havens bede endnu ikke er så langt fremme. Den oprindelige julerose har hvide blomster, der holder i mange uger.

Juleroser bliver omkring 30 cm høje og trives bedst i næringsrig veldrænet jord med et højt humusindhold. Det er derfor bedst at plante dem i jord, der er blandet med plantestarter.

Julerosens naturlige blomstringstid er fra december til marts – dog afhænger det meget af vejret. Tjek derfor lige dine egne juleroser i haven, som måske allerede er tæt på at blomstre?

Mange krydsninger

Helleborus er opdelt i en hel del arter, som enten hver især er krydset med nye sorter som resultat, men man har også krydset arterne med hinanden. Påskeklokkens artnavn er orientalis, og sammen med julerosens art niger, har forædlere fremskaffet et flot udvalg af spændende sorter, som vi har stor glæde af. Mange blomstrer tidligt, mens andre først dukker frem med blomster i marts måned.

En tur i krukken

Juleroser, og dens søster påskeklokken, er stauder, der er velegnede som vinterkrukkeplanter. Du kan med fordel plante dem i en krukke foran indgangspartiet eller som dekoration omkring terrassens dør. Sammen med årstidens stedsegrønne planter som skimmia og granner, så passer de fine blomster godt ind i billedet.

Når planterne til foråret trænger til at vokse og danne nye blade og blomster, så kan du blot plante dem ud i havens bede.

Juleroser har bedst af at stå ude i kulden, hvorved blomsternes holdbarhed også forlænges. Det skal nu ikke hindre dig i at dekorere med planterne inde – sørg blot for, at de ikke tørrer ud.

Frostvæske

Man har faktisk en teori om at Helleborus er udrustet med en form for frostvæske. Som vinterblomstrende plante skal den klare omskifteligt vejr, og har du set hvordan planten lægger sig fladt ned, når det er frostvejr? Dog er der ingen grund til bekymring, for både blomster og blade rejser sig, når der igen er plusgrader.

FACEBOOK statements eller små hurtige beskeder

# Den seneste milde vejrperiode har været gavnlig for græsplænerne, som fortsat danner nye skud og vokser. Det betyder, at du skal overveje at klippe din plæne endnu en gang inden vinter

# Nu er træernes blade løsnet og dalet mod jorden. I bedene gør de gavn, men på plænen er det ikke smart at de ligger og skygger for lyset. Riv dem sammen og kom dem i bunden af dine bede eller på komposten

# Ryd op i køkkenhaven og bedene, men undlad at fjerne de planter, der har frøkapsler – frøene vil fuglene kunne nyde godt af vinteren igennem

# Efterse de bånd, der holder træerne fast, hvis du har dem bundet til en pæl. Vinterstorme med kraftige vinde er hårde ved planterne – sørg for at bindingerne fungerer optimalt

# Har du en vinranke i dit drivhus, så bør du klippe gamle klaser druer af og fjerne de visne blade. Der er helt sikkert gråskimmel i planterne, og det er godt at få det fjernet

# Magter du at få vasket drivhuset ned, så er det en fin årstid at få det gjort på. Trods en smule vinterlige temperaturer, så er det fint opholdsvejr til at få klaret rengøringen

# Havens redskaber skal bjerges og vaskes. Når de er tørre kan de efterses for mangler, smøres og evt. blive malet

# Stik fingeren i jorden inden du vander dine stueplanter. Årstidens grålige vejr og korte dage kræver mindre vand, og de fleste stueplanter tåler ikke overvanding

# Du kan glæde dig over de mange vinterhårdføre planter, der lige nu dekorerer og byder dine gæster velkommen. Udvalget er stort – og det er kvaliteten også