Havetips uge 10

Tid til haven

Af: Marianne Bachmann Andersen

Forårsklar – kom ikke bagud, men vent til haven er klar

Man må knibe sig lidt i armen og sikre sig, at det ikke er en drøm, men derimod det dejligste forårsvejr med et væld af forskellige blomsterløg, som efter en længere efterårslignende periode (for vinteren udeblev vist), er helt klar til at byde den første kalender-forårsmåned velkommen.

Der er masser at tage sig til i og omkring haverne. Havearbejdet synes næsten at stå i kø for at blive taget fat på. Flere har allerede slået plænen, for græsset vokser rigtig fint i en vinter som denne. Andre venter på at vandet trænger væk – der står nemlig stadig vand i mange haver.

Far med lempe

Der er stor forskel på, hvor meget vand de enkelte haver lider under. Kan du mærke, at jorden giver efter, når du går på den, så skal du finde på noget andet at lave. Du træder nemlig jorden i stykker, hvis du begynder at arbejde med den, når den er 100% vandmættet. Tung trillebørskørsel på en våd jord eller våd græsplæne giver ikke noget godt resultat. Brug dine kræfter på andet havearbejde, for der er meget, som kan gøres.

Hjælp din have

Når man har mange løvfældende buske og træer, så lægger bladene sig i bede og på græsplænen. Al den ekstra nedbør, som vi har været velsignet med i de sidste mange måneder har gjort bladmassen ekstra tung. Du kan derfor hjælpe planterne under bladdækket ved at fjerne dem. Ligger bladene på plænen, så skal du også fjerne dem herfra, så græsset kan få lys.

Man kan godt have en holdning til, at bladene bliver omsat i løbet af foråret, hvis de får lov at ligge i bedene, men ligger de i tykke lag, så anbefaler vi, at du fjerner laget, så planterne kan komme frem til lyset og gro. Bladene kan med rette lægges på komposten eller stakkes et sted i haven, hvor der ikke vokser planter.

Pynt op til foråret

Et andet skønt gøremål er at pynte op til foråret. Alt det grå er på retur, og nu skal der blomster med farver til at vække os af den mørke og våde årstid. Lige nu er der et stort udbud af alle forårets skønne planter i dit lokale havecenter. Find dine krukker frem fra gemmerne, rengør dem med en stiv skurebørste og lidt vand, hvis du bedst kan lide dem rene. Planterne er lidt ligeglade om de er helt rene, og måske passer det rustikke look godt ind i din havestil?

Brug de mere hårdføre til krukkerne ude, for vejret er stadig ustadigt, og der er meldinger om flere frostnætter. Nogle af de mest egnede planter til forårets krukker, og som kan tåle lidt frost er:

  • Påskeklokker
  • Stedmoderblomster
  • Hornvioler
  • De fleste blomsterløg

Er du i tvivl, så spørg din gartner til råds.

Kalkning, beskæring og gødskning

Kalkning
Er der mos i din plæne? Det er der i min, og jeg vil ud og strø kalk på de steder, hvor der er mest mos. Den våde periode har fremmet mos, og de steder, hvor jorden har en lav surhedsgrad, vil mosset vokse endnu bedre. Kalk er med til at hæve surhedsgraden, så derfor er det en god idé at dosere kalk til plænen her i det tidlige forår. Doseringen afhænger af, hvilken type kalk, som du anvender, og du kan finde oplysningerne på selve produktet.

Beskæring
Der er meget som kan beskæres i det tidlige forår. Mange kan godt være lidt bekymrede for at beskære havens planter, og det er meget forståeligt. Ærgerligt er det jo at komme til at ødelægge noget. Mange af vores haveplanter kan i princippet godt vokse uden at du beskærer dem, så beskæring er mest målrettet de haveejere, som gerne vil have lidt flere blomster, lidt mere kompakte planter og ønsker at reducere størrelsen på planterne, så de ikke bliver for store.

Følg disse enkle råd:

  • Sørg for at værktøjet er i orden. Saksen skal være skarp og saven må ikke være sløv
  • Klip og sav så arret er så lille, som det er muligt
  • Prydbuske kan med fordel beskæres ved at fjerne 1/3 af de ældste grene helt ved basis
  • Roser, lavendler og sommerfuglebusken skal du vente med at beskære lidt endnu (april måned)
  • Planter, som tilhører gruppen af ”blødere” må du først beskære til sommer (ahorn, kirsebær (alle typer), sydfrugter (fersken, nektarin, abrikos), valnød, birk og blommer

Gødskning
Forårsstart er lig med forårsgødskning. Roser, græsplæne, frugtbuske, frugttræer, prydbuske, rabarber, asparges, hække, stenbedet, rododendronbedet ect. Det er tiden til at give mange af dine planter i din have lidt at leve af.

Argumentet om at undlade at gøde græsplænen, fordi man ellers hele tiden skal slå den, er ikke brugbart. Undlader du at gøde græsset, så bliver plænen tynd, og det giver plads til at både ukrudt og mos.

I dit lokale havecenter kan du få både rådgivning og se flere forskellige udgaver af gødning til din have.

HUSK at naturgødning er genanvendelige produkter, der indgår i naturens kredsløb, når du bruger dem i din have.

FACEBOOK statements eller små hurtige beskeder

#Vask drivhusets glas, så solen stråler får lov til at varme rummet op

# Ryd op i drivhuset, så du er klar til at forså sommerens grøntsager og blomster

# Ryd op i dit forråd af grøntsager og frugt fra sidste års have – der er efterhånden ikke så meget, der kan bruges mere

# Gå igennem værktøj og få det ordnet, så det er klar til en ny sæson.

# Send plæneklipperens klinger til slibning, og tjek at motoren stadig er til at starte

# Læg en plan for køkkenhaven. Læg plast over arealet, hvor dine kartofler skal lægges – det øger jordtemperaturen

# Læggekartofler kan forspires og det tager ca. 3 uger. De skal ligge lyst ved 10 – 15 grader – brug evt. en æggebakke

# Ryd op i køkkenhaven, så der bliver plads til nye afgrøder. Mælkebøtter stikkes op, og har du rodukrudt som brændenælde, skvalderkål eller tidsler, så sørg for at få så meget rod med op, som muligt

# Klip staudebedenes toppe ned. Hvis du nænner det, så klip også prydgræsserne ned nu

# Driv rabarberplanterne i lystætte klokker eller i et lille drivhus – så vil du snart kunne høste friske rabarberstængler