Sommerens søde og forfriskende bær fås i mange forskellige sorter.
Undskyld herr, må jeg byde Dem et kirsebær?
-et, der er sødt, et der er blødt, et der er rosenrødt. Sådan lyder omkvædet på den velkendte vise fra filmen Landmandsliv, hvor kirsebærret bliver en del af legen mellem en ung kvinde og en mand.
Sommerens lækre kirsebær er det nemt at holde af, og en skål friske kirsebær på terrassens bord tømmes hurtigt. Skønt er det også at hoppe op efter bærrene på grene, der er tynget af perlerækker af fuldt modne kirsebær. Sirligt hænger de som øreringe i en lang stilk – lige til at gribe om og proppe i munden.
De sure og de søde
Surkirsebær er små og meget saftige. Smagen er syrlig, og surkirsebær bruges enten til at lave saft på eller til at sylte. Hvis du ynder at spise risalamande til jul, så er kirsebærsovsen lavet på surkirsebær.
De søde kirsebær bærer større bær, og de er så søde, at du ikke behøver at sylte dem først.
Kirsebær og moreller
Der findes mange forskellige opfattelser af, hvorfor nogen anvender ordet morel, mens andre bruger betegnelsen kirsebær. Der er stor forskel på betegnelserne fra egn til egn. I mange egne kalder man de gule sødkirsebær for moreller, mens de mørkerøde og næsten sorte sødkirsebær får lov til at hedde kirsebær. Helt galt bliver det, når man køber en skyggemorel – det er et surkirsebærtræ!
Faktum er, at der i hovedtræk findes to forskellige typer kirsebær. Surkirsebær og sødkirsebær.
Sådan får du succes med at dyrke kirsebær
Kirsebærtræer bliver store. Alle sorter af kirsebær er podet på en grundstamme. I dit havecenter eller planteskole ved de, hvilke grundstammer, som træerne er podet på, og det har betydning for, hvor stort dit træ bliver. Grundstammen Colt bliver således 80% af et træ, som er podet på vildstamme, og grundstammen G5 kan sikre halv størrelse i forhold til vildstammen.
Kirsebær skal stå solrigt og plantes i almindelig havejord – gerne med et højt lerindhold.
Bestøvning
Du kan vælge mellem sorter, der kræver en anden sort for at sikre god høst, eller du kan vælge sorter, der er selvbestøvende og derfor klarer frugtsætningen selv. Måske har naboen et stort og flot kirsebærtræ, for så sikres bestøvningen helt af sig selv, og du kan frit vælge mellem mange sorter.
Nogle af de mest almindelige sorter og deres modningstid
’Merton Glory’ – store rødgule kirsebær fra slutningen af juni. Kræver bestøversort.
’Stella’ – store mørkerøde bær i juli. Er selvbestøvende
’Sunburst’ – store mørkerøde bær fra sidste halvdel af juli. Er selvbestøvende.
’Lapins’ – store mørkerøde bær fra slutningen af juli. Er selvbestøvende.
’Merton Late’ – middelstore rødgule bær i august. Kræver bestøversort.
Beskæring af kirsebær
Efter høst og inden træet får høstfarver kan du beskære kirsebær. Det mest optimale tidspunkt er slutningen af august og første halvdel af september.