Havetips uge 44

Tid til haven

Af: Marianne Bachmann Andersen

Kvæder til pryd og gavn

I takt med at bladene bliver gyldne, dukker de gule velduftende kvæder frem på kvædetræet. Med en let dunet overflade er de i fuld gang med at modne, og du skal ikke røre ret meget ved de tunge stenhårde frugter, før de slipper deres greb på kvædebusken eller -træet.

Kvæder er meget gamle kulturplanter og stammer fra Mellemøsten. Der er langt mellem nutidens havers kvædetræer, men det er en skam, for træet er både smukt i foråret, når de store hvide æblelignende blomster lokker bier til for bestøvning, og når de gule frugter dannes og vokser sig store og flotte.

Når man planter et kvædetræ, så er det muligt at vælge mellem en pære- eller æblekvæde. ’Lescovac’ er navnet på én af sorterne af æblekvæder, mens ’Vranja’ er en pærekvæde. De danske havecentre er et godt sted at spørge efter disse specielle frugttræer, og har de ikke lige den sort, du søger, så undersøger de hos deres leverandører og bestiller hjem til dig.

Et kvædetræ bliver omkring 3 – 4 m højt. Det er ca. samme størrelse, som et æbletræ bliver. Du kan også selv bestemme, hvor stort træet skal blive. Du kan nemlig, ligesom hos æbletræet, beskære det i den form, du ønsker. Når du er gået i gang med at klippe i træet, vil det danne lodrette vanris, som du derefter skal fjerne for ikke at få et helt forvildet træ. Beskæring er ingen nødvendighed for at kunne høste kvæderne, der allerede efter et par år i din have, vil være at finde på træet.

Japanske kvæder

Mere bekendt er nok busken med de store flotte orange og rosa blomster i foråret. De japanske kvæder bliver 1 – 2 m høje buske og de giver også frugter. Her er frugterne lidt mindre, men du kan nyde og kokkerere med dem på samme måde, som dem på kvædetræerne.

Opskrift på marmelade

1 kg rengjorte, forkogte hele frugter (dampes i ca. 20 min.)

Ca. 5 dl vand

Evt. 75 g frisk revet ingefær

2 øko citroner

1 kg sukker
2 vaniljestænger

De forkogte kvæder skrælles og skæres i mindre stykker. Det hårde kernehus fjernes. Skræl citronerne i tynde flager. Del dem og pres saften. Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud.

Alle ingredienser kommes nu i en gryde sammen med sukker og vand. Nu skal det koge i ca. 30 min. eller til det tidspunkt, hvor marmeladen opnår sådan en konsistens, at en teskefuld på en tallerken i køleskab bliver stift i løbet af få minutter.

Kvædemarmelade er velegnet til oste, som krydderi til æblekagen eller i hjemmelavet is og andre desserter.

Opskrift på kvædegelé

1 kg rengjorte kvæder skæres i mindre stykker og koges til de er møre. Her må kernehuset gerne være med, for netop tykningsmidlet pektin er højt i kernehuset.

Kvædemassen hældes gennem et klæde på stativ. Saften måles op og tilsættes sukker (375 g pr. ½ l), hvorefter det igen koges op. Når geleringspunktet er ramt, så er massen klar til at komme på rengjorte glas.

Havesæsonen er stadig i gang 


Når man kigger meteorologerne i kortene, så er de rimeligt enige om, at hele november måned bliver en måned, hvor man kan komme i haven. Dagtemperaturer omkring 10 grader og stort set ingen nattefrost. Det betyder, at planterne langsomt får tid til at lukke året af. Dem, der er løvfældende trækker næringsstoffer tilbage til rodnettet og veddet, mens de stedsegrønne ikke ændrer deres udseende særlig meget. Inden løvet falder til jorden skifter det ofte farve. Nogle planter har fantastiske farver, mens andre er mindre prangende.

Lad bladene ligge

De nævnte blade er et emne, der nemt kan dele vandende. Nogle hader de nedfaldne blade, som skal samles og fragtes ud af haven til genbrugsstationen.

Andre kan se værdien i de nedfaldne blade, og her får du 3 argumenter for, at bladene skal blive i din have:

  1. Bladene indgår i din haves økobalance, hvor de er kommet fra skal de blive
  2. Nedfaldne blade er bl.a. regnormenes mad, og regnorme vil vi gerne have, for de er med til at dræne havens jord
  3. Jorden bør ikke ligge bar. Bladene er en dyne og beskytter mod kraftig nedbør og udtørrende frost

Det bedste er, hvis du kan lade bladene ligge lige der, hvor de falder ned. Falder de på græsset, er det dog nødvendigt at gøre noget. Græsset trives nemlig ikke, hvis de dækkes af et tæt lag blade. Græsplænen skal have lys og luft.

TIPS

Du kan enten slå plænen, så bladene bliver skåret i små bitte stykker eller fjerne bladene og lægge dem i komposten. Har du ikke plads i kompostbunken, så læg dem gerne i tykke lag over den bare jord i køkkenhaven. Vinteren igennem vil bladene blive delvist omsat, og når det bliver forår, er det let at fjerne de sidste.

Plant videre

Efterår er det stadig, og det er godt at plante nu. De barrodede hæk- og læplanter skal i jorden, de pottegroede frugttræer, frugtbuske, roser, stedsegrønne planter, træer og alle de skønne stauder og bunddækkende planter har gode betingelser for at gro til inden det bliver vinter.

FACEBOOK statements eller små hurtige beskeder

# Har du hyldebær i haven eller i nærheden af dit hjem, så er det tid til at høste dem til dejlig saft eller suppe. HUSK at hyldebær ikke må spises rå!

# Gråskimlen har gode betingelser for at brede sig, så i drivhuset skal de sidste drueklaser og tomater bjerges. Visne plantedele skal fjernes, så svampene ikke har noget at nære sig ved. Du kan med fordel gøre huset rent, hvis du bruger dit drivhus til at overvintre sarte planter

# Klip buketter af havens sidste blomster. Der er stadig farvestrålende stolte kavaler og georginer, og i staudebedene er der stjerneskærm, staudesolsikke, høstanemoner, asters og storkenæb

# Der er ikke længe til jul, så mangler du nogle ønsker til familien, så kig dig omkring i nabolagets haver og sæt nogle af årstidens smukke planter på sedlen (eks. hjertetræ, japanske ahorn, surbær, amerikansk blærespiræea, japanske kirsebær, hosta, tempeltræ)

# Mens mange af stauderne langsomt ældes og takker af, så står de flotte prydgræsser stolte med store mængder af aks, der vejer i vinden. Udvalget af prydgræsser er meget stort, og der er både små lave og store høje, som kan bruges i havens bede og ikke mindst i krukkerne

# Hasselnødder er der ikke mange af i år, men dem, der er så heldige at have et stort valnøddetræ, kan samle til forråd. HUSK at tage handsker på, for farvestoffet omkring nødderne kan være meget svært at vaske af

# Er du til snaps? Slåen, røn, havtorn, agern, pors, rosenhyben og valnød er aktuelle planter, som du lige nu kan lave en snaps på

# Pres blade til årets julekort. Julen anno 2020 synes at være helt speciel og ikke så social. Lav dine egne julekort med pressede/tørrede blade fra din egen have

# Fortsæt med at lægge forårsløg i havens bede og i krukker. Du kan stadig nå at byde næste forår velkommen med en blomsterrig og bivenlig have