Tænd lys i mørket
Af: Marianne Bachmann Andersen
Lys i den mørke tid er vigtigt. Dagens længde er nu helt nede på 7 timer og 26 minutter, og vi mangler ”kun” 22 minutter inden dagen igen langsomt begynder at tiltage. Faktisk skal vi helt hen til d. 9. januar 2022, før dagen er lige så lang, som den er her i begyndelsen af december måned.
Den mørke tid kan med fordel bruges til at tænde lys. Vi har endnu ikke helt amerikanske tilstande, men der er godt gang i juleinstallationerne hos mange hus- og lejlighedsbeboere. Lysshow, lyskæder og Disneylignende julefigurer blinker og lyser godt op i mørket.
Mindre kan også gøre det, og det er ret hyggeligt at kombinere natur og lys. Lige nu er der masser af inspiration at finde i havecentret, hvor de dygtige kreative medarbejdere netop sætter blomster, gran, lys og kogler med mere sammen. Udenfor klarer både skimmia, grantræer, juleroser og cedertræer sig fint, og mangler du materiale til selv at lave dine egne juledekorationer, så kan du mange steder lave ”bland selv” kogler og købe små bundter med flotte dekorative grene og grønt. Gå også en tur i din have og klip blomsterstande fra hortensia, rosengrene med hyben, kristtorn (måske med bær) og de fine bladstedsegrønne planter som buksbom, blød ene, cypres, hønsebenstræet, fyr og ædelgran.
Lyskæder til gran og kranse af havens vintergrønne planter er oplagt. Lyskæderne er udstyret med LED lys og bruger derfor ikke ret meget strøm. En batteripakke rækker nemt hen til januar.
De levende lys i hjemmet er noget helt specielt, og trenden peger i retning af, at lysene meget gerne må have forskellige farver, når blot de passer sammen i farveskalaen og ikke ”larmer” for meget. Dekorationer, kranse og julens blomster holder sig bedst, hvis du flytter dem i et køligt rum, når de ikke lige skal nydes. Er der juleblomster (julestjerner, amaryllis, azalea) i dekorationen, så må temperaturen ikke komme under 10 grader, og blomsterne skal ikke udsættes for træk.
Mangler du en gaveide?
Dit lokale havecenter er ikke afhængig af at få fragtet årets julegave helt fra Kina med de forsinkelser, der nu ligger i den transport i øjeblikket. De fleste varer i de danske havecentre og planteskoler kommer nært fra. Langt de fleste planter har de danske gartnere dyrket – enten inde i drivhusene eller i marker og planteskoler med potter på store arealer.
Står du og mangler en god idé til din ønskeseddel eller en gave til den, der ikke rigtig ønsker sig noget, så er der hjælp at finde i dit lokale havecenter.
Kan man pakke en plante ind?
Det kan godt være at 20 m ny hæk ikke helt fungerer under træet, men et smukt julekort med beskeden om, at et gavekort kan omsættes til 20 m hæk kan også noget. Måske er plantegaven 10 stauder, 2 frugtbuske, 3 roser eller en krukke plantet til med forårsblomster? Det kan også være, at ønsket om at få en ”grøn skræm” mod naboen kan gå i opfyldelse?
Planter i mindre størrelser kan sagtens pakkes ind. En potte med en smuk julerose, skimmia eller en blød enebærplante til haven fylder ikke mere end en ny elkoger!
Andet end planter
Er du usikker på, om den du giver gave ønsker sig en plante, så er der mange andre haverelaterede ting at blive inspireret af. Et par nye lækre havehandsker er altid et hit, skilte til at skrive plantenavne på, snor til at binde tomatplanterne op med, små haveredskaber til at plante til i krukker og højbede, bøger om planter, spirekasser til forårets nye frø, krukker eller kurve, jernstativer, en ny spade eller fine figurer til haven.
Der er et væld af muligheder, og har du brug for hjælp til at træffe det rigtige valg, så kan du altid få en snak med personalet i dit lokale havecenter, som også gerne kombinerer din gave med et gavekort.